Tilbage paa skolebaenken i Mulege

Hurra vi bestod! Eller naesten.. Efter seks dage i Mulege, har vi nu bestaaet den teoretiske del af vores dykkerkursus. Proeven var dog skrevet saa selv stupide amerikanere kan finde ud af det, saa det er vist ikke saa stor en praestation endda ;) Vi har ogsaa laert alle de praktiske faerdigheder vi skal bruge paa rigtige dyk (ned til 18 meter). I dag havde vi saa vores foerste dyk. Vi kom ned paa 7 meter, hvor vi svoemmede rundt blandt alle de farvestraaelende fisk (og proevede at undgaa at svoemme ind i diverse vandplanter saa som stikkende, lange tangplanter hehe). Det var en oplevelse ud over det saedvanlige, saa vi glaeder os virkelig til i morgen, hvor vi skal have 3 dyk mere, hvorefter vi kan kalde os certificerede dykkere. Forhaabenligt.. Vores instruktoer, en englaender ved navn Mick Chapman, siger i hvert fald at vi laerer hurtigt saa vi regner bestemt med at faa "kortet" i morgen.

Naar vi ikke har vaeret til dykkerundervisning, er det meste af tiden gaaet med at holde kulden og slappe af i den hyggelige by ved vandet. Et par dage efter vores ankomst her til byen, moedtes vi som planlagt med Chris i vaskeriet, saa til foraeldrene - Ja, vi faar vasket vores toej engang i mellem. Chris kender alle de lokale og har taget os med rundt og introduceret os for mange af dem. Om aftenen sidder vi som regel paa en lille bar/restaurant paa stranden, fem meter fra vandet. Her faar vi en oel og snakker med de lokale og andre rejsende, mens vi ser delfiner og pelikaner i horisonten.

Vejene er mere end normalt mexikanske (laes elendige) hernede pga orkanen John der raserede i efteraaret. Dog lykkes det os at komme rundt med lidt hjaelp fra de lokale :) Der er et par enkelte tomme huse og stadig lidt oprydningsarbejde efter orkanen oversvoemmede byen, men mexicanerne er i fuld sving (saa meget mexikanere nu kan/gider). Ellers er det en rigtig smuk by, som har en lille fast kerne af amerikanske pensionister der bor her ca. halvdelen af aaret. En af dem er selveste julemanden, der fornuftigt nok ikke gider vaere paa nordpolen hele aaret. Her gaar han under navnet Tim, og er medejer af den lille strand-restaurant vi kommer meget paa.

Som frygtet har solen vist sig at vaere utrolig ubarmhjertig. Saa selvom vi har vaeret omhyggelige med at bruge solcreme, har vi ikke kunnet undgaa at ligne de hummere Tim serverer :S

Det er vel naesten overfloedigt at naevne, at mexikanerne her heller ikke er ret store. Sengene paa hotellet er i hvert fald ikke lavet til folk over 175 hehe...

Svedige hilsner og "salud" til alle jer derhjemme.

Ps. vi taendte et lys for Morten Veng d. 29. Haaber i andre gutter ogsaa huskede det.